IMCC
Bamsehospitalet® & Sund Krop er som aktivitet forankret i International Medical Cooperation Committee (IMCC) www.imcc.dk, hvis sekretariat og Landsbestyrelse bl.a. sikrer vores har adgang til professionel sparring, juridisk bistand og administrativ hjælp.
IMCC er en frivillig organisation, som laver sundhedsfremmende arbejde i både Danmark og udlandet. Der findes 30 forskellige aktivitetsgrupper på landsplan, fordelt på vores seks lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg, København og Roskilde, hvoraf Bamsehospitalet og Sund Krop udgør én aktivitet.
Hvad kan IMCC udover Bamsehospitalet og Sund Krop?
Som medlem af IMCC har du mulighed for at arbejde med sundhedsfremme sammen med andre unge fra en række forskellige studiemæssige baggrunde. Du kan for eksempel komme på udvekslings- og klinikophold i eller udenfor Danmark, undervise danske børn og unge i sundhedsrelaterede emner, deltage i nationale og internationale konferencer og aktiviteter, projekt- og økonomistyre udviklingsprojekter i samarbejde med unge fra lokalområdet i Afrika, Mellemøsten eller Asien, eller skabe debat om et sundhedspolitisk emne i Danmark, EU eller FN. Uanset hvad du vælger, giver dit engagement i IMCC lærerige oplevelser og erfaringer for livet.
Kort fra tanke til handling
Det er de frivillige, der udvikler, koordinerer og implementerer vores projekter. Derfor vil du som frivillig blive både udfordret og styrket personligt, fagligt og socialt. IMCC består af en række frivilliggrupper kaldt “aktiviteter”, herunder Bamsehospitalet og Sund Krop. De forskellige aktiviteter er grupperet i fire såkaldte “farvefællesskaber” – på almindelig dansk “interessefællesskaber”.
Bamsehospitalet og Sund Krop hører ind under gult farvefællesskab, der dækker over aktiviteter der alle beskæftiger sig med undervisning og oplysning.
Som frivillig i Bamsehospitalet og Sund Krop skal man derfor være medlem af vores hovedorganisation IMCC. Du kan læse meget mere om hvad IMCC er for en størrelse på www.imcc.dk